Vedtægter

Forside 9 Information 9 Vedtægter

Love for Sæby Folkedanserforening

Stiftet onsdag den 28. maj 1975

§ 1
Foreningens navn er Sæby Folkedanserforening.

§ 2
Foreningens formål er bevarelse og udbredelse af de gamle
folkedanse ved indøvelse af disse efter korrekte beskrivelser og under kyndig vejledning.

§ 3
Som medlem kan optages enhver mand eller kvinde der
interesserer sig for folkedans samt underkaster sig den orden, som bestyrelsen og danserlederen måtte fastsætte.

§ 4
Ethvert medlem har stemmeret og er valgbar efter det fyldte 18 år, dog til revisor, det fyldte 21 år.

§ 5
Medlemskontingent fastsættes af bestyrelsen.

§ 6
Generalforsamlingen er højeste myndighed.

§ 7
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned og indvarsles med 14 dages varsel ved opslag i danselokalet. Enhver lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset det mødte antal medlemmer. Forslag, også hvad angår lovændringer, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen og afgøres ved simpelt flertal. Dog skal der for vedtagelse af lovændring være 2/3 majoritet.

§ 8
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes enten af Bestyrelsen eller mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer. Personlig underskreven begæring herom må være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før den ekstraordinære generalforsamling ønskes afholdt. I øvrigt gælder samme betingelser som til den ordinære generalforsamling.

§ 9
Foreningens bestyrelse består af 5 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, hvoraf 2 eller 3 hvert år afgår efter tur, første gang ved lodtrækning. Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand, kasserer og sekretær. Der vælges 2 revisorer for to år ad gangen, 1 afgår hvert år, første gang ved lodtrækning. Der vælges 2 suppleanter til bestyrelsen, 1 afgår hvert år, første gang ved lodtrækning. Hvert års generalforsamling vælger 1 revisor suppleant.

§ 10
Regnskabet begynder 1. januar. Det reviderede regnskab fremlægges ved den ordinære generalforsamling.

§ 11
I tilfælde af foreningens opløsning anvendes foreningens evt. midler til børn/ungdomsarbejde i Frederikshavn Kommune.

 

 

Standerhejsning i Sæby Folkedans